Gennem en årrække har Cinemateket lagt rammer til Filosofisk Filmfestival – og i år er ingen undtagelse. Årets partner er Dansk Selskab for Filosofisk Praksis, der har kurateret film og oplægsholdere.
Denne aften bød treenigheden på et oplæg fra filosof, forfatter og Derrida-connaisseur inden visningen af dokumentaren Derrida, der skildrer en periode i den franske filosofs liv. Jacques Derrida er kendt for at være en uomgængelig herre, der efterlader sig perplekse modtagere.
Og aftenen skulle vise sig at omfavne det uomgængelige og perplekse.
- En oversætter fortaler sig
- En forvirrende fortælling om en lune herre
- Meta, meta, meta og lidt mere meta end godt er
- Er der mere?
En oversætter fortaler sig
Inden Derrida rullede af spolen, havde Dansk Selskab for Filosofisk Praksis arrangeret et oplæg fra Jeanette Knox, der i sin prangende bibliografi kan inkludere at have oversat Derrida til dansk. Oplægget omhandlede rejsen fra at have en fornemmelse af at Derrida kunne være nøglen til en afhandling til årtier senere at få publiceret oversættelsen af selvsamme værk, som havde foranlediget hendes fingerspitzgefühl.
Selvom vejen var lang, var der mening med galskaben og senere ville Derrida komme oversætteren til undsætning i aftenens dokumentar. Det var dog ærgerligt at oplægget gik mere over tid end det handlede om dokumentaren, og heri ligger min anke.
En forvirrende fortælling om en lune herre
Når jeg fortæller at Derrida både er uomgængelig og perpleksende, kunne man nemt tro at han også havde hovedet langt oppe i røven på sig selv, men det er slet ikke tilfældet. Gennem dokumentaren opleves han, som værende vittig og imødekommende overfor dem, som han interagerer med. Det forhindrer han dog ikke i at kalde deres bullshit og fremhæve det absurde i at de prøver at fange ham på det forkerte ben.

Dokumentaren i sig selv har en visuel stil, der sigter efter at gøre modtageren forvirret, når går længe fra en sekvens starter til man forstår hvad man kigger på. Det samme gælder, når man præsenteres oplæsninger af Derridas tekster uden videre kontekst. En lækker detalje findes dog når dokumentaristerne præsenterer Derrida for klip, som vi har set tidligere og dermed kan få hans reaktion her på. Og det gør de tilmed en gang mere, så vi ser dekonstrutivisten dekonstruere hans egen dekonstruktion.
Meta, meta, meta og lidt mere meta end godt er
Når man laver en dokumentar om dekonstruktivismens stamfader, er det helt på sin plads at bruge dekonstruktionen fortælleteknisk. Desværre bliver det lidt for meget og lige lovlig langhåret til at være fedt. Efter dokumentaren stod jeg og tænkte at dokumentaren havde været længere end den havde behøvet at være, hvorefter en gruppe ved siden af mig påpegede at ”den var lige lovlig lang i spyttet”.
For mig blev det alt for meta til at det gav mening og så var det ret rodet, som at se en udgave af Inception, der var lavet af førsteårselever fra filmskolen. Misforstå mig ret, Derrida er en dokumentar med mange kvaliteter. Det er dog ikke rigtig i Jacques Derridas ånd at dekonstruere for dekonstruktionens skyld. På stående fod kan jeg ikke sætte en finger på hvad formålet med dokumentaren eller det foranstående oplæg egentlig var.
Er der mere?
Jeg vil anbefale at du holder øje med de forskellige kilder til Filosofisk Filmfestival. Hvert år får du muligheden for at se nye film eller få nye vinkler på klassikere.
Indtil da kan du jo holde øje med: