Hvis du er genganger APOCO.dk, så ved du at det ikke er første gang der skrives om Fredagsbaren SMK Fridays. Det bliver nok heller ikke sidste gang for SMK Fridays er måske byens bedste fredagsbar.
Denne udgave af SMK Fridays har titlen Omsorg, og er lavet i samarbejde med SOSU H; social- og sundhedsuddannelserne i region Hovedstaden. Fokus er rettet mod kunstens rolle i omsorgsarbejdet.
- SMK Fridays: Det dufter af festival
- Korte dyk med videnspersoner
- Galleri: Billeder fra SMK Fridays
- På gensyn: Vi mødes i forhallen
- Er der mere?
SMK Fridays: Det dufter af festival
Sjældent har du oplevet et museum med så mange besøgende og aktiviteter. Programmet er pakket med lækkerier, som gør det svært at vælge. Det er som at sidde på en festival og drømme om alle de bands, som man gerne vil se og mindst lige så urealistisk at du kommer til at indfri alle dine ønsker.
Hvis du ikke lige får sluttet dig til en talk eller fundet en oplæsning, emmer bygningen af DJ’s, street food, workshops og meget mere. Du dumper ind i mennesker, som du ikke har set i årevis, snakker med fremmede om emner, som er dugfriske og bliver revet med af uset juveler fra programmet. Det dufter unægtelig af festival.

Denne omgang af SMK Fridays fik jeg forvildet mig med fra Forhallen til den forkerte talk, og fik fornøjelsen af at høre Karen Esser fortælle om arbejdet som konservator. Ved Ekspert-talken: Den sårbare kunst blev vi levende indførte i udfordringerne ved håndteringen af papirkunsten.
Korte dyk med videns-personer
De forskellige Art og Ekspert talks, og oplæsninger starter i forhallen, hvorfra du føres hen til den, der vil guide dig ned i kunstens og historiens dyb. Et dyk på 15 minutter, som en perfekt aperitif til fremtidige sonderinger og selvstudier.
En af disse talks var en indføring i Yvette Brackmans installation: Salon des Refueès gelejdet af overinspektør Dorthe Aagesen. Salon des Refueès fremviser kvindelige kunstnere, der er relativt ukendte eller glemte af forskellige årsager. Du kan blandet se værker fra Ville Oppenheimer. Hun skiftede senere navn til Ville Jais-Nielsen, men den historie må du få, når du opsøger installationen: Salon des Refueès.

Det er ikke Art og Ekspert talks det hele. Der er også oplæsninger og workshops. En af oplæsningerne stod Caspar Eric for. Det var et større tilløbsstykke, at han læste op af samlingen Undskyld, vi er her. Værket er samlet som et modsvar på en finanslov, der underminerede indsatsen på bl.a. handicapområdet. Det var en ambivalent oplevelse, da det både var fladt og rørende. Det virkede dog som om det var intentionen.
Galleri: Billeder fra SMK Fridays









På gensyn: Vi mødes i forhallen
SMK Fridays er fantastisk! Der er rig mulighed for at få masseret hjernen og fylde på af nye indtryk. Når du er mættet af indtryk, kan du gå på opdagelse Skulpturgaden, der er street fod og cocktails, mens du vedvarende underholdes af kunstfilm, dj’s og meget andet fra Scenen.

SMK Fridays er gratis og det trækker vildt mange mennesker. Anbefalingen til dig er: Ankom i god tid eller vent til efter kl. 20. Alternativet er stå i kø med hundredvis af mennesker.
Hvorom alting er, så er det næppe mit sidste SMK Fridays. Jeg håber at du snart vil opleve dit første, eller næste, SMK Fridays.
Nu vil jeg pleje mine sociale tømmermænd.
Vi ses i forhallen.